Inden min kone døde for cirka 15 år siden, oprettede vi et notartestamente, fordi min kone ønskede at tilgodese vores børnebørn samt et adoptivbarnebarn.
Nu ønsker jeg at ændre testamentet, så det ene barnebarn samt adoptivbarnebarnet ikke kommer til at arve noget. I stedet skal de to personers andele overføres til mine øvrige børnebørn.
Kan jeg foretage en sådan ændring ved at tilføje den på testamentet?
Kan I fortælle, hvad jeg skal gøre for at være sikker på, at min vilje bliver fulgt?
“J.V.”
Svar:
NEJ! og JA!
Du kan kun ændre et testamente ved at oprette et nyt – eventuelt i form af et tillægstestamente (også kaldet for et kodicil) – hvor du tilbagekalder det gamle dokument helt eller delvist og bestemmer noget andet. Men i denne sammenhæng står du med et problem, for du kan kun ændre din kones testamentariske bestemmelser, hvis det fremgår af jeres fælles testamente, at du har denne ret.
Hvis du sidder i uskiftet bo, kan du kun testere over 3/8 af værdierne i det uskiftede bo, og selv en sådan testation kan være i strid med bestemmelserne i jeres fælles testamente.
Når to personer opretter et testamente sammen, bør det altid fremgå af testamentet, om den længstlevende af dem skal have mulighed for at ændre testamentet helt eller delvist.
J.G./E.F.