Selv om den afgift, der skal betales til staten af den arv, som dine arvinger får efter dig, ikke længere hedder arveafgift, men derimod boafgift, så kalder de fleste af os den stadig for arveafgift.
Der er både en almindelig boafgift og en tillægsboafgift.
Den almindelige boafgift udgør 15 %, men bliver først beregnet efter et bundfradrag, der i 2017 udgør 282.600 kr.
Tillægsboafgiften udgør 25 %, og den skal betales af den arvebeholdning, der er tilbage, når den almindelige boafgift er trukket fra. Derfor kan den samlede boafgift, som skal betales, maksimalt blive 36,25 %.
Din ægtefælle skal ikke betale boafgift.
Din samlever skal betale begge typer af boafgifter, hvis du dør, inden I har nået at bo sammen på en fælles adresse i to år. Derefter slipper din samlever med den almindelige boafgift.
Dine børn, dine adoptivbørn, dine forældre og din fraseparerede eller fraskilte ægtefælle slipper også med den almindelige boafgift.
Men stort set alle andre – herunder fx dine søskende og din samlevers børn – skal betale såvel almindelig boafgift som tillægsboafgift.
Her får du et eksempel på beregning af boafgift til en søster, der arver værdier for 400.000 kr. efter sin bror:
- Først skal hun betale 15 % i afgift af arven på 400.000 kr., når bundfradraget på 282.600 kr. er trukket fra, dvs. 15 % af 117.400 kr. = 17.610 kr.
- Derefter skal hun betale 25 % af de 400.000 kr., når den almindelige boafgift på 17.610 kr. er trukket fra, dvs. 25 % af 382.390 kr. = 95.597,50 kr.
- Søsteren får derfor udbetalt 286.792,50 kr. som arv efter sin bror, dvs. når den almindelige boafgift på 17.610 kr. og tillægsboafgiften på 95.597,50 kr. er trukket fra de 400.000 kr.
Hos DitTestamente kan du få skræddersyet dit testamente på baggrund af en grundig telefonsamtale og til en pris, der er til at betale. Nemlig 1.800 kr. inklusiv moms.