Da min mand og jeg for nylig var på besøg hos nogle gode venner, kom vi til at tale om testamenter, fordi en af deres slægtninge netop var dræbt ved et biluheld. Vores bekendte påstod, at en ægtefælle kan oprette et testamente, uden at den anden ægtefælle ved det, og uden at den anden ægtefælle kan få aktindsigt i, hvad der måtte stå i et sådant dokument.
Er det korrekt?
Kan jeg uden videre oprette et testamente, hvor jeg bestemmer, at mit barn af første ægteskab skal arve mest muligt, hvis jeg dør før min mand (og dermed forringe min mands vilkår, uden han er bekendt med, at jeg har gjort det)?
"C.P."
Svar:
To gange JA!
Selv om du er gift, kan du frit oprette et testamente. Din mand skal hverken vide det eller kende indholdet af dokumentet, og han kan heller ikke "få aktindsigt" – for nu at genbruge dine egne ord – ved at henvende sig til skifteretten.
Som ægtefælle har du ret til at bestemme over tre fjerdedele af de værdier, du engang efterlader dig. Du kan testere disse værdier til hvem, du måtte ønske, og du kan bestemme, at den pågældende person skal have værdierne, når du dør, dvs. så de ikke indgår i et eventuelt uskiftet bo.
Ligeledes kan en ægtemand oprette et testamente, hvor han bestemmer, at hans elskerinde gennem de seneste mange år skal arve tre fjerdedele af hans værdier, når han dør. Og undlader manden at fortælle noget som helst til sin kone, får hun en alvorlig overraskelse, hvis manden dør før hende.
Sådan er loven, og derfor har jeres bekendte ret.
J.G./E.F.
Hos DitTestamente kan du få skræddersyet dit testamente på baggrund af en grundig telefonsamtale og til en pris, der er til at betale. Nemlig 1.800 kr. inklusiv moms.